En snak med Rupak

26 jan

At vaere i Nepal, et land hvoer en borgerkrig haergede indtil 2006, har forekommet mig ret underligt. Saa da vi i fredags, paa platformen, havde nogle nepalesiske studerende paa besoeg, kunne jeg endelig faa et bedre kendskab til, hvordan det maa have vaeret at leve, med en borgerkrig som nabo. En af de studerende hed Rupak og efter vi var faerdige med undervisningen, tog han og jeg ned paa en naerliggende cafe. Jeg spurgte ham her om borgerkrigen og han gav denne beskrivelse:

Hver dag ville man hoere skyderier i gaderne og der ville i loebet af en dag, ca. blive sprunget fire bomber i luften. Mange mennesker doede og folk blev i det hele taget fattigere. Saa fattige, at nogle ville bortfoere andres boern, for at afpresse foraeldrene for penge. Dette er en praksis, der selv i dag af og til haender og et eksempel var, at en laerer, der havde bortfoert en af sine elever, men ingen penge faeet, havde skaaret barnet i smaastykker.

Jeg sad og var ved at synke teen, da Rupak fortalte om det draebte barn og maatte lige sunde mig et oejeblik, foer jeg kunne gaa videre i samtalen. Rupak sad ogsaa og kiggede lidt fjernt frem for sig, som om der var noget erindrede. Jeg valgte at begynde at snakke om nutiden og om hvordan maoisterne, de tidligere fjender i borgerkrigen, i dag opfoerer sig. Rupak gav foelgende beskrivelse:
Maoisterne havde foer borgerkrigen, lovet de maend de ville rekruttere, guld og groenne skove. Nu da krigen er ovre, har levebetingelserne forbedret sig, men Nepal er stadig verdens 3. fattigste land og mange af de tidligere soldater har hverken set noget til hverken guld eller skov. Derudover blokerer maoisterne for mange fremskridt i parlamentet, for at gavne egne interesser. Fremskridt, som er vigtige for Nepal, da man i oejeblikket er i faerd med at vedtage landets forfatning.
Rupak virkede meget utilfreds over maoisterne. Noget man godt kan forstaa, naar man, som jeg, ser hvor meget Nepal har brug for politiske fremskridt.
Vi blev faerdige med at drikke te og jeg fulgte ham hen til bussen. Vi fik taget nogle billeder sammen og sagt farvel. Da jeg traskede tilbage mod platformen, mens jeg undgik Kathmandu’s vilde motorcyklister, foelte jeg mig et skridt taettere paa, hvordan det maa vaere at vaere ung i en by med borgerkrig.
Reklamer

Templer, templer og atter templer. Og saa en lille skovdans

19 jan

Forrige soendags program stod paa tempel-sightseeing udenfor Kathmandu. I bus koerte vi ad snoerklede og hullede veje og besoegte den ene helligdom efter det andet. Foerste stop var Nagdaha soen, en rest af den oprindelige soe der udgjorde Kathmandu-dalen i gamle dage. Vandet var grumset og i vandkanten laa der lidt skrald, men alligevel kom konerne fra de omkringliggende huse ned for at vaske toejet. Vi fik ogsaa at vide, at vandet, urenset, blev brugt til drikke – og badevand. Vi betalte for en lille sejltur paa soen, i kanoer der vippede mere end de fleste var trygge ved. Godt at vi foerst bagefter fik at vide, at det dyr man ved soen tilbeder, ogsaa befandt sig i soen – slanger.

Andet stop, et tempel paa et lille bjergs top. Herfra kunne vi nyde udsigten over Kathmandu-dalen, saa langt dis og smog nu tillod os at se. Ved templet, var ogsaa nogle gadeboern at finde. Med dem kastede vi sten efter traerne paa bjergets skraaning. Derudover moedte vi denne hellige mand:

Tredje stop var ude i en skov. Vi stod overfor et smukt roedt tempel, men hele situationen var ret unormal, da man inde fra skovens midte kunne hoere popmusik. Vi gik nysgerrigt hen for at se, hvad det dog kunne vaere. I en lille lysning var en masse nepalesiske boern samlet og havde dannet en cirkel, i hvis midte nogle af boernene og nogle voksne dansede. Da vi naermede os, saa de forundret paa os (dette tempelomraade var ikke ligefrem en turistattraktion), men kom hurtigt smilende hen til os. Vi der havde taget billeder af dem, blev nu selv taget billeder af, og inden laenge stod vi sammen med disse boern og fik taget billeder sammen. Men billeder var ikke nok, for disse (skole)boern. Nej, vi skulle da danse med og snart befandt vi os i cirklens midte, som en slags hovedattraktion for nepaleserboernene. Vi dansede, grinede, snakkede og hyggede os laenge, men videre maatte vi og en langvarig afsked senere, sad vi i bussen og forstod ikke helt hvad der lige var sket.

Lidt om Kathmandu

19 jan

Luften

Maaske har man allerede anet det fra flyveren, naar man suser ned mellem bjergene og hen over Kathmandu-dalen, og laegger an til landing. Man vil i hvert fald have lagt maerke til det, naar man traeder ud af den roede lufthavnsbygning. Smoggen. Disen. Eller hvad end, denne hvide luft, der konstant hviler over Kathmandu nu er. Lugten er det foerste, der roeber dens eksistens. En tykkere luft end i Danmark, der lugter af bilos. Efter en uge, vil dit snot have skiftet farve fra gulligt/hvidt til sort, paa grund af luften i Kathmandu. Det andet du vil opdage, er at de berygtede Himalaya-bjerge, der ligger i Kathmandu’s naerhed, for det meste er skjult bag smoggen. De helt naerliggende bjerge, som i Kathmandu bliver kaldt “hills”, er for det meste bare silhoutter, hvis man da kan faa oeje paa dem. Foerst om aftenen, eller om loerdagen (nepalesernes helligdag), kan man traekke vejret lettere og nyde de flotte bjerge, da smoggen paa det tidspunkt er lettet en smule.

Vandet

Vand, paa nepalesisk, hedder “paani”. Vi vesterlaendinge drikker det af flasker, vi koeber fra de smaa boder, der findes paa envher vej i Kathmandu. Vi drikker det ikke af hanen, da det nok er fyldt med bakterier og andet skidt. Vandet er sjaeldent varmt og et brusebad er noget der kraever viljestyrke. Vandet findes ogsaa i floderne, der skaerer sig igennem Kathmandu, og hvorom slummen ligger og skraldet flyder. Vi maerker det sjaeldent som regn, men ofte som sved paa vore pander og under vore arme, naar vi trasker igennem gaderne, i 20-25 graders varme. Vandet ses ofte som et tegn paa liv, men ved Pashupatinath findes det ogsaa taet ved doeden, da her ved ligafbraendingerne, floden loeber.

Thamel

Enhver storby har sit turistomraade og dette hedder i Kathmandu, Thamel. Man ved at man er naer Thamel, naar gadeboernene kommer hen til een, for at tigge om penge. Man ved det, naar man ser dem, sniffe lim af sorte plasticposer og ligge i laset toej, paa vejen til Thamel. Naar gamle maend, med furede ansigter og smukt dekorerede huer, kommer hen og spiller musik paa de souveniers de vil saelge dig, da ved du, at du er taet paa.
Thamel er smaa gader med mange boder og flere turister end i resten af Kathmandu. Det er fyldt med “Western Unions”, trekking shops, toejforretninger og rejsearrangoerer. Om dagen bliver du, hvis du ikke er nepaleser, spurgt om du vil koebe alt fra varme huer, til opium og hash.  Om natten hoerer man musikken, fra de spillesteder og discoteker der findes paa mangen 2. sal. Det er et sted jeg nyder at komme vaek fra.

Big Buddha is watching you!

16 jan

Da jeg, igaar, traadte ind ad indgangen til stupaen i Boudha-omraadet, kunne jeg ikke lade vaere med at taenke paa den bog jeg er ved at laese; 1984 af George Orwell. For naar man staar der i indgangen, taarner der sig foran een, et kaempe halvkugleformet massiv, med en firkantet klods paa toppen. Paa denne klods er der malet to indtraengende oejne – Buddha’s oejne. Du kan vaere sikker paa, at ligegyldigt hvor om stupaen du befinder dig, saa vil “Buddha’s oejne” hele tiden foelge dig, da oejnene er malet paa klodsens fire sider. Denne stupa, som de buddhistiske helligdomme hedder, er en af de mest beroemte i Kathmandu og er placeret i Boudha-omraadet, det tilholdssted tibetanske munke har skaffet sig i Kathmandu, efter at Tibet blev indlemmet af Kommunist-Kina.
Om en stupa skal man bevaege sig med uret, ogsaa naar man gaar rundt paa selve stupaen. Rundt omkring bedes der, der braendes roegelse og man ser, hvorend man kigger hen, buddhistiske munke i deres karakteristiske roede klaeder (en af de tre buddhistiske farver, roed, blaa og orange). Som ved saa mange andre aabne pladser, med enten kirker, historiske bygninger eller andre attraktioner, samles der en forfaerdelig masse duer. Man kunne faa et chok, naar alle duerne paa een gang, valgte at lette, for saa at lande nogenlunde samme sted igen.
En ting der tiltalte mig, var det personlige forhold der var til stupaen. I en kirke derhjemme, er der en plads til menigheden, og de maa f.eks. ikke bevaege sige hvor praesten skal vaere. Ved en stupa er alle lige. Alle er velkomne til at gaa op paa stupaen og man kan foretage sig hvad man vil der. Jeg sad f.eks. og noed solen, mens nepalesiske boern rendte rundt og legede med deres elastikbundter, som man ser dem saa ofte i Kathmandu(de fletter en masse elastikker sammen og bruger bundtet som en fodbold).

Paa besoeg i munkekloster
Efter at have leget turist rundt om stupaen, var det tid til lidt fordybelse. Vi (de andre volontoerer og jeg) var blevet inviteret ind paa et buddhistisk kloster, hvor vi skulle diskutere foelgende emner:

  • Hvordan man skal elske sine foraeldre?
  • Hvordan man skal respektere sin laerer?
  • Hvordan man skal elske alle vaesener?

Klosteret saa beskedent ud og lignede mest af alt, nogle lettere dekorerede lejlighedsbygnigner. Vi blev foert ind i et rum, uden stole og borde, men i stedet puder, saa vi kunne sidde paa gulvet uden at fryse bagdelen (gulvene indenfor er kronisk kolde paa denne tid i Kathmandu). Vi sad alle i en rundkreds, sammen med tre munke og en tolk, da den sidste vist kun, kunne snakke kinesisk (eller tibetansk?).
Yes, taenkte jeg, endelig lidt spaendende interaktion paa et filosofisk plan. Desvaerre var seancen tangerende til kedsommelig. Munkenes opfattelse af en diskussion, var at een munk talte i 20 minutter (paa daarligt engelsk), hvorefter vi saa kunne stille spoergsmaal. Derudover var det haardt for en dansker som jeg, der siden boernehaven har laert at sidde paa stol, at sidde i skraedderstilling, paa en pude, hele tiden. Isaer naar man hele tiden skal vaere sig bevidst om, ikke at vise sine fodsaaler, da dette ses som en uhoeflighed i Nepal.
Men som Rekha (vores laerer paa platformen) sagde, saa handlede det mest af alt om, at opleve undervisning, paa munkenes praemisser – altsaa at tage det hele som en oplevelse. En oplevelse, bevares, men nok en oplevelse jeg springer over, hvis jeg faar tilbuddet igen.

(D. buddhistiske munk, der ikke kunne engelsk)

De To Templer

10 jan

Vi var en lille gruppe der begav sig ud i dag, for at se templerne Pashapatinath og Swayanbanath. Det foerste tempel vi skulle besoege var Pashapatinath og vha. nepalesernes utrolige venlighed, kunne vi gaa hele vejen og spoerge naar vi var i tvivl om hvor templet laa. Jeg havde egentlig forestillet mig, at dette tempel ville vaere een enkel stor bygning, men i stedet var det en mindre bydel, med smaa gader og masser af helligdomme og tilbedningssteder. Her var ogsaa en flod, der skar templet midt over og ved denne flod fik vi at vide, at nepaleserne braendte sine doede. Nysgerrigt gik vi hen og kiggede ned paa baalene. 2 baal braendte og menneskelige rester var der ikke at se, men paa et tredje baal, der endnu ikke var sat ild til, laa et barnelig. Man kunne dog ikke se kroppen, da den var tildaekket i farverige klaeder, men det var en guide der fortalte os det, mens vi  stod og kiggede. Man hoerte en hulken og en jamren fra konerne og boernene, der paa skift gik en tur rundt om baalet, for at tage afsked med det doede barn. Paa mange af os gik det lige i hjertet og vi kunne ikke faa os selv til at kigge, med kameraene haengende om halsen. Vi bevaegede os vaek fra stedet og blev moedt af koner i farverige sjaler og kjoler, der ville saelge os smykker. Jeg sagde ‘no thanks’ og gik forvirret op ad en trappe. Her sad vi og sundede os lidt indtil vi igen kunne begive os videre.

Fra Pashapatinath tog tre af os en taxa. 300 rupees og en charmerende chauffoer senere, befandt vi os for foden af Swayanbanath, ogsaa kendt som (monkey temple). En stejl trappe foerte op til templet og ned ad trapperne loeb aberne legende let, mens vi besvaerede os opad. Vi var saa forpustede, at vi flere gange blev noedt til at holde hvil, mens gamle maend og kvinder bar tunge saekke op ad trappen. Udsigten over Kathmandu var dog henrivende. Man kunne fra toppen se det meste af Kathmandu, i al dens spraglethed. Rundt om templet rendte baade aber, duer og hunde, uden dog at genere gaesterne. Vi fik noget at spise paa en tagterasse, hvor man virkelig kunne nyde udsigten. Her var aberne dog paa rov, og inden laenge hoppede en famile over paa taget, taet ved hvor vi sad. Vi veg bort, bange for at blive bidt og faa rabies, men en hund, tilhoerende restaurantejeren, sprang frem og skraemte aberne vaek. Den blev beloennet med to pommes frites’er.

Kaotiske Kathmandu

7 jan

Naar man dytter af hinanden i Danmark, er det for det meste fordi andre i trafikken bryder trafikkens regler. I Kathmandu dytter man for at folk ikke skal komme til skade. Gaar man nedad en gade, vil man konstant hoere biler og motorcykler der dytter og ofte af een selv, hvis man er intetanende dansker, der ikke kender til Kathmandu’s trafik. Men naar man hoerer dyttet er det bare med at traekke ind til siden, for i naeste oejeblik suser enten sidespejlet paa en bil ellet motorcykel lige forbi dig, med indtil 5 centimeters mellemrum.
Der er intet der ikke kan lade sig goere i Kathmandu’s trafik. Da vi koerte fra lufthavnen til vores opholdssted, kom vi ind paa en smal vej, hvor kun 1 bil kunne koere ad gangen. Eller saadan havde det i hvert fald vaeret i Danmark. For da en modkoerende bil kom koerende imod os, begyndte hverken vor chauffoer eller modkoerende at bakke. Nej, de koerte ligesaa stille mod hinande og sneg sig lige forbi hinanden. Et held at sidespejlet i vores bil var haevet over modkoerendes, ellers havde vores chauffoer vaeret det fattigere.

Solformørkelse før afrejse

4 jan

Jeg ville kalde det et rent tilfælde, andre ville måske kalde det et dårligt tegn, at der dagen før min afrejse er en solformørkelse. Ifølge megen overtro er solformørkelser et tegn på at jordens undergang er nær. Så er det da i hvert fald heldigt at man ikke er overtroisk. Alligevel er der noget ved denne solformørkelse, der får mig til at føle at jeg har noget med den at gøre.

I mange dage, uger og måneder har jeg efterhånden glædet mig og fortalt livligt om den rejse jeg skal ud på i morgen. Hver gang nogen har spurgt mig, eller jeg har haft mulighed for at snakke om det, har jeg lyst op og med entusiasme fortalt om hvad jeg skal i Vietnam. Men nu er det som om en skygge er trukket hen over denne glæde. Et vist glædestab, en måne der gledet ind foran mine tårnhøje og gode forventninger. Hvorfor? Er det på grund af det chok jeg fik i går, da jeg opdagede at min malaria-medicin, solcreme og astma-medicin var forsvundet? Nej, for allerede i dag vil jeg skaffe det igen, trods det bliver med mere møje end jeg havde planlagt.

Nej, jeg tror denne måne der er gledet ind foran min sol af glæde og spændthed, er af en snigende hjemve. Allerede kan jeg mærke hvordan jeg vil komme til at savne min familie, mine venner og ellers den vante andedam herhjemme. Jeg vil savne mors og fars mad, lillebrors guitarspil, storebror der venter en lille ny, kusinerne (en med nyt kørekort, en med lejlighed i KBH), og ikke mindst farmor og bedstemor.

Ja, meget er der at savne. Og det er nok først lige før man begiver sig af sted, at det mærkes allerkraftigst hvad man forlader. Heldigvis er min solformørkelse ikke fuld og jeg kan roligt sige at jeg ikke fortryder at tage af sted. Jeg har blot fået øje for, hvad jeg vil komme til at mangle og savne.